I dag gik min farfar bort... Jeg var i gang med at fredagsrengøringen, og far var færdig med at lave mad, da vi omkring 10-tiden fik et opkald for min storesøster i Australien, der bad os om at ringe tilbage. Jeg havde på fornemmelsen af, at det drejede sig om min farfars død. Han havde været sengeliggende længe, og vi havde også fået at vide fra familien i Tamil Eelam at hans død nok var nær. Alligevel blev det trist at høre, at han var død...

Min farfar husker jeg ikke fra min tid i Tamil Eelam... Min morfar døde allerede dengang min mor var lille, og jeg havde efter at jeg kom til Danmark kun kontakt med bedsteforældrene via telefonen. Dengang var det som om at tale med fremmede mennesker, og det eneste jeg kan huske jeg snakkede med dem om var om hvordan de havde det...
Dengang spurgte min far min farmor om de ikke kunne tænke sig at komme til Danmark, men da svarede farmor, at hun hellere ville være sammen med hendes børnebørn i Tamil Eelam. Dengang bed jeg ik så meget mærke i den sætning, men nu hvor jeg tænker over det, så bliver jeg alligevel lidt mærkelig til mode... for hvad var jeg og min storesøster da til hende?
Men tiden gik og jeg mistede både min farmor og mormor. Min mormor var en person, som jeg gerne ville have mødt. Hun var en dygtig kvinde, som selvom hendes mand døde, formåede at tage sig af familien alene indtil alle børnene blev gift væk. Min morfar var gift 2 gange. Hans første kone døde, og eftersom han ikke kunne tage sig af hans førstes kones børn alene, blev han gift med min mormor, så min mormor arbejdede hårdt for at tage sig af hele familien. Desværre fik jeg hende aldrig at se, men en trøst var det at besøge vores hjem i Tamil Eelam i en sommerferie, og se de steder hvor hun havde levet.

Af mine bedsteforældre var farfar den eneste, som jeg fik at se efter at kom til Danmark. Det føles som en drøm at han har været her i DK og været hjemme hos os. Tror ikke at han selv i mands minde havde forestillet sig at han skulle se og opleve Danmark. Faktisk tror jeg heller ikke at han vidste, hvor Danmark lå. Men jeg er alligevel ret stolt over, at han i den alder kunne tage til Danmark med fly, selvom han hverken kunne forstå eller tale engelsk. Det må have været en stor prøvelse for flypersonalet at have ham med.

Fra Dubai mellemlandede flyet i Holland, hvilket betød, at min farfar troede at han var kommet til Danmark, og var stået af for at lede efter bagagen. Men han nåede frem til Billund Lufthavn, hvor vi stod og ventede på ham. Alle der var kommet med det fly, havde forladt lufthavnen, men farfar var stadig ik i syne. Til sidst kom flypersonalet også ud, og da de så os, smilte en af stewardessen og fortalte, at farfar var på vej.
Til sidst kunne vi se farfar komme - med kufferten over hovedet. Vi kunne ikke lade være med at grine, og tror også vi fik et billede af det. Jeg tror at lufthavnspersonalet havde svært ved at finde ud af hvem han var og hvad han skulle i Danmark, og at det havde taget så meget tid.

Farfar troede vidst at Danmark lå ved siden af Indien, for da en flyvemaskine fløj forbi vores hus en dag, fortalte han, at den skulle til Indien. Egentlig må det have været kedeligt for ham at være i Danmark, for vi var jo i skole, forældrene på arbejde osv.

Farfar sagde aldrig nej til noget, når vi spurgte ham. Han havde en stor passion for køer, så en dag da vi lavede en hjemmevideo lidt ligesom Kaalai Poonthendral på TRT, hvor man kan ringe ind og ønske en sang, bad vi ham om at lade som om han ringede ind og ønskede en sang der havde noget med landbrug og køer at gøre, hvilket han så gjorde...

Farfar var hjemme hos os i Danmark i lidt over 3 måneder, og selvom vi gerne ville have taget os af ham, så kunne han ikke klare kulden, så det var bedst at han kom tilbage til Tamil Eelam igen.

Da vi for nogle år siden besøgte Tamil Eelam, så kom farfar straks gående med sin stok for at se os. Jeg har det lidt dårligt med, at vi ikke med det samme tænkte på at se farfar, da vi ankom til vores hjem dernede, men eftersom én af mine onkler var døde, så var det første min mor og hendes søskende gjorde var at græde sammen over tabet af deres storebror.
Men farfar kom på besøg næsten hver dag, og gik også med til det vi sagde. En dag fik vi taget et billede med ham med en stor aruvar, og så bad vi ham om at se frygtindgydende ud, men farfar kunne ikke andet end at smile foran kameraet, så vi fik taget et billede sådan.
Farfar bad mig om at komme med ud til hans hjem, og jeg tog med ham en dag... Det var bare en ganske lille hytte, der lå ved siden af hans søns og datters huse. Han ville helst bo alene, eftersom han ikke kunne komme ud af det med hans datter. Han fik dog hver dag noget at spise hjemme hos sin søns hus.

En dag tog min farfar alene med bussen til thiruvila i en by, som min far kommer fra. Før han tog afsted havde min far givet nogle penge med. Min atthan ville have at jeg også skulle komme med, selvom vi egentlig ikke måtte tage til kovil pga min onkels død, men han insisterede på at jeg skulle se det og fordi hans små drenge skulle med. Så jeg satte mig bagpå hans motorcykel og så tog vi afsted med hans børn.
Jeg kendte næsten ingen til den thiruvila, så sad bare et sted og så på, og så så jeg min farfar derover. Han introducerde mig stolt til nogle han kendte, og fortalte at det var hans barnebarn. Bagefter spurgte han mig om han ikke skulle købe noget til mig af de penge han havde (af min far), men jeg sagde nej tak, og spurgte om jeg skulle købe noget til farfar, men han ville heller ikke have noget... Og han spurgte hele tiden om jeg var sikker på, at jeg ikke skulle have noget.... I dag fortryder jeg, at jeg ikke sagde ja... :(

En anden dag tog jeg ham med til lægen, fordi han sagde han havde nogle problemer. Lægen gav ham nogle piller, og vi begav os på vej hjem igen. Egentlig snakkede jeg ikke så meget med min farfar... for vidste ganske enkelt ikke hvad jeg skulle snakke med ham om... Fordi jeg mistede kontakten til ham efter at vi tog til DK, så føltes det som om han var en fremmed person, som skulle være vores farfar - det tætte familiebånd kom ikke til udtryk via snak, selvom jeg inderst inde holdt af min farfar.

Selvom farfar vidst blev 83, så nåede han også at blive oldefar.
Jeg ringede til ham fra Australien for at fortælle om at han var blevet oldefar, men han kunne ikke snakke på det tidspunkt, da han var sengeliggende, og hvor gang nogle ringede til ham, så begyndte han bare at græde. Men vi fik familien derover til at fortælle ham, at han var blevet oldefar, og billeder af akkas baby blev også vist for ham. 

Når først en person er død, at vi kommer til at tænke på nogle ting, som vi gerne ville have snakket med dem om eller ville have gjort for dem. Der er så meget jeg gerne ville have gjort anderledes, men det er der ikke noget at gøre ved nu...

Hvil i fred farfar! Du vil altid være et minde i mit liv, som jeg aldrig vil glemme...


- S U R I Y A N

Rejser & Oplevelser

Serier

  • Cryptid

    Normalt plejer jeg ikke at se svenske serier, men en dag vidste jeg ikke hvad jeg skulle se, så...

  • Into the Night

    En spændende sci-fi thriller serie fra Netflix, som er værd at se. Der er udkommet 1. sæson af...

  • The 100

    The 100 er en science-fiction TV-serie, som jeg synes er meget god. Virkelig gennemført og som gør at...

Film

  • Gretel & Hansel

    En film jeg ikke vil anbefale at se er Gretel & Hansel. Havde troet det ville være en god...

  • Hobbitten & Ringenes Herre

    Da jeg gik i 6. eller 7. klasse fik jeg anbefalet en bog af en dame, som jeg skulle læse. Hun...

  • Pan's Labyrinth

    Har lige siddet og set en film på DR2. Da jeg tjekkede programoversigten for at se, om der blev...