ucllogoEfter at jeg fandt ud af, at medicin-studiet ikke var mig, og ikke ønskede det store ansvar for andre menneskers liv, besluttede jeg mig for at læse til radiograf i stedet. Det var svært endelig at sige fra overfor sine forældre, der gerne ville have at jeg skulle fortsætte på medicin-studiet, så i stedet for at spilde flere år på noget, som jeg ikke havde lyst til, tog jeg endelig beslutningen om at starte på radiografuddannelsen. Mine forældre accepterede også beslutningen, og min mor fortalte mig senere, at der faktisk havde stået i mit horoskop, at jeg ville skifte studie, og at alting ville gå godt. 

Så jeg søgte ind på radiografuddannelsen i Odense på det der engang hed CVSU (Center for Videregående Sundhedsuddannelser). I dag hedder uddannelsesstedet UCL (University College Lillebælt). Jeg havde kontaktet studievejlederen og spurgt om det var muligt at starte på studiet, og han bad mig om at sende en ansøgning ind hurtigst muligt eftersom jeg jo søgte udenfor den tid, hvor man kunne søge ind via kvote 1 og 2. 

Så det endte med at jeg kom ind på uddannelsen, og jeg startede i januar 2008 på hold R08A. Jeg skulle også hurtig have et sted at bo inden studiestart, og der lykkedes det for mig at leje et værelse i et bofællesskab ovenpå Bæks Bageri på Hjallesevej i Odense. Jeg havde faktisk aldrig rigtig været i Odense før, men med et kort begav jeg mig derover en dag for at se stedet, og mens jeg gik der med kortet, var der en venlig dame, der spurgte om jeg havde brug for hjælp, så det var godt at se hvor hjælpsomme folk var. 

Selve værelset var ikke noget at råbe hurra for. Værelset lå på 2. etage ovenpå et bageri i bunden, og ved siden af boede en mand, som var lidt mærkelig og så boede der også en dame på et andet værelse, som var sød nok, men som sjældent var der. Nedenunder boede vidst nogle gymnasieelever, som larmede af og til, så det var ret irriterende at bo der... Jeg havde heldigvis skrevet mig op til en ungdomsbolig i Seden Syd i det nordøstlige Odense, og ventede egentlig på at kunne flytte fra det værelse. Så jeg pakkede ikke mine flyttekasser ud, og sov egentlig i en sovepose ovenpå dynen og puderne, og når det blev fredag eller torsdag, så tog jeg hjem til Holstebro, og vendte først tilbage til Odense mandag morgen. Så boede det her sted i en måned, og derefter fik jeg den ungdomsbolig i Seden Syd i et godt kvarter, hvor der både var ungdomsboliger, ældreboliger og familieboliger tæt på hinanden.

I Seden Syd kom jeg til at bo i Poppelhaven 92, 1. th, og det var et stort værelse med en entre med et lille køkken, eget bad, kælder, altan osv. For at komme ud til UCL skulle jeg hver dag cykle gennem Vollsmose, og jeg tilbragte stadig ofte kun mandag til torsdag/fredag i Odense, mens jeg tilbragte ferier og weekender i Holstebro.

En dag havde jeg parkeret min gamle cykel tæt ved banegården, og tog afsted til Holstebro. Da jeg så mandag morgen kom til Odense, kunne jeg ikke længere finde min cykel. En eller anden havde stjålet den, og jeg kunne simplethen ikke forstå, at de virkelig gad at stjæle en gammel cykel som den. Så tog en tur forbi Kvickly i Rosengårdscentret og fik købt mig en ny cykel, og der spurgte jeg en medarbejder om jeg ikke lige kunne få noget værktøj lige til at samle cyklen helt færdig inden jeg skulle afsted på den hjem, hvilket jeg fik lov til.

Studietiden på UCL gik fint, og jeg havde alle mine klinik-semestre på Regionshospitalet Holstebro undtagen præsomatikken, som jeg havde på Odense Universitetshospital. Normalt havde Regionshospitalet Holstebro aftale med University College Nordjylland om de studerendes klinik, men eftersom der ikke var mange derfra der søgte til Holstebro, fik jeg lov til at tage min klinik i Holstebro.

Præsomatik på Odense Universitetshospital var spændende at prøve, eftersom jeg ikke havde været på et stort sygehus før, og der havde en studiekammarat og jeg fået tildelt Nyremedicinsk afdeling, og vi skulle bruge vores 6 uger med 2 uger i dialyseafdelingen, 1 uge i nyremedicinsk ambulatorium og 3 uger på nyremedicinsk sengeafdeling. Det var spændende at prøve og vi fik også oplevet nogle sjove ting.

Den første dag i nyremedicinsk sengeafdeling foregik ved at en anden studerende og jeg fik tildelt en stue og en patient, som vi skulle passe, og den patient startede med at sige, at han skulle på toilet, da vi gik over til stuen for at hilse på ham, og før vi fik os set os om, havde han gjort det i bleen... Og vores kliniske vejleder fortalte, at mig og den anden studerende lige kunne hjælpe ham på toilettet, og da vi kom derind, spurgte den anden studerende om hun skulle eller om jeg skulle. Jeg sagde så, at det måtte hun gerne, og så sørgede han for at hjælpe ham! Godt jeg ikke skulle være sygeplejerske!! hehe

En dag skulle vores patient til en MR-scanning, og inden vi skulle afsted, havde jeg tænkt på at spørge patienten, om han nu havde taget sin blebukser på, men jeg glemte det, selvom jeg vidste, at denne patient havde det med at tisse lige pludselig... Da patienten blev MR-scannet, kom radiografen ud til os, og fortalte, at patienten havde tisset i bukserne og på lejet i MR-scanneren... Ups - så der var ikke andet at gøre end at få ham kørt direkte tilbage på afdelingens toilet. 
En anden dag skulle min medstuderende og jeg med patienten til en anden afdeling til en undersøgelse, og mens patienten blev undersøgt, var der en dejlig rød sofa, og der faldt jeg i søvn... Men heldigvis vågnede jeg igen før vi skulle med patienten tilbage... 

Ellers havde vi nogle gode uger på OUH, og min kliniske vejleder fra nyremedicinsk sengeafdeling fik lov til at overvære min eksamen fra somatikken på UCL, og som tak havde hun taget et glas honning med fra deres egen biavl. 

Studietiden på UCL gik fint, og jeg afsluttede 7. semester med et bachelorprojekt, som jeg fik 12 for. Censor var tydelig overrasket og spurgte, om jeg havde tænkt på at læse ph.d., hvilket jeg ikke var afvisende overfor, hvis muligheden skulle byde sig en dag. Men jeg fortryder den dag i dag ikke, at jeg skiftede fra medicin-studiet til radiografuddannelsen, for her kan jeg kombinere mennesket, teknologi og radiografi i et spændende arbejde. 

Jeg blev færdiguddannet d. 24. juni 2011 med dimission, og startede som radiograf på Regionshospitalet Holstebro d. 27. juni 2011 efter weekenden. 

H5 Heading

Vestibulum mollis, est id rhoncus volutpat, dolor velit tincidunt neque, vitae pellentesque ante sem eu nisl. Donec facilisis, magna eget elementum pellentesque.