Indisk nationalisme er ikke opstået af sig selv. Forskellige forhold og hændelser har været med til forene befolkningen, men det der for alvor fik samlet den indiske befolkning, var forholdene under det engelske kolonistyre og den kristne missions angreb på hinduismen.
Det var englænderne, der uddannede nogle indere, og gav dem ideer om frihed, demokrati, ligeværd o.s.v., og det var også dem der gjorde inderne utilfredse med deres tilværelse under kolonistyret pga. høje skatter og dårlige forhold. Englændernes ringe kendskab til de indiske kulturer, levemåden og kastesystemet har været med til at samle befolkningen og kæmpe mod en fælles sag, og englændernes politik i Indien havde skabt nationalist ledere og ideer om selvstændighed.
De forskellige uretfærdigheder, der blev begået mod den indiske befolkning, som f.eks. Amritsar- massakren, af englænderne havde skabt mere sammenhold i befolkningen. Kristendommens angreb på hinduismen havde også ført til sammenhold blandt hinduer, der ifølge den indiske historiker K.M. Panikkar før var uorganiserede og splittede.
Ligesom det engelske kolonistyre i Indien var med til at samle Indien, var den også med til at splitte Indien i to dele. Det engelske styre brugte "del og hersk" princippet, hvor de spillede muslimerne ud mod hinduerne o.s.v., og det førte ofte til store problemer og uro, og det delte den indiske nationalisme i et muslimsk nationalisme og et hinduistisk-præget nationalisme. Hvis ikke dette var sket, kunne det godt tænkes at hinduerne og muslimerne havde levet fredeligt sammen, for det gjorde de jo også før englænderne kom. Men hvis der ikke havde været et engelsk kolonistyre i Indien, var det heller ikke sikkert, at der havde været et samlet Indien i dag. For så ville Indien have været en række små stater, kongedømmer o.s.v. med en befolkning med forskellige nationalfølelser.
Hvis ikke de forskellige befolkningsgrupper på den indiske halvø havde haft en fælles "fjende" som England, ville der aldrig have været opstået et fællesskab mellem dem til at bekæmpe fjenden.
Selv om England gjorde Indien fattigere ved de mange skatter og afgifter, og ved at føre rigdomme ud af Indien, har den alligevel hjulpet Indien med at bygge jernbaner, oprette skoler o.s.v., og ved at bringe vestlige opfattelser af parlamentarisk styre og ved at omdanne Britisk Indien til en enhedsstat. Dette havde skabt en følelse af politisk enhed og næret begyndelsen til den indiske nationalisme.
Om Indien stadig vil bestå som én stat i fremtiden, vil tiden vise. Hvis tamilerne på Sri Lanka får deres egen stat i Sri Lanka, kan Indien risikere at den tamilske befolkning i delstaten Tamil Nadu også vil have selvstyre. Og hvis en delstat får selvstyre, skal de andre også have selvstyre, og der findes allerede nogle bevægelser i nogle delstater der kæmper for selvstyre. Så måske vil Indien igen blive opløst i forskellige lande i fremtiden?

Pirapaharan Navaratnam
1999/2000

4.1 Lidt om Gandhi
Gandhi blev født d. 2/10 1869 i en rig familie. Han blev sendt til England for at studere jura. Han blev uddannet til sagfører, og sit første job fik han i Sydafrika. Mange indere var søgt til Sydafrika i 1800-tallet, hvor de arbejdede for en lav løn, og boede under dårlige vilkår og uden rettigheder. Gandhi arbejdede her for at forbedre forholdene for de undertrykte, og han nægtede at bruge vold, selv om han blev angrebet.
Under 1. verdenskrig vendte han tilbage til Indien, hvor han var populær pga. hans arbejde i Sydafrika, og han blev hurtig en af lederne i Kongressen. Gandhis politik var at inderne ikke skulle samarbejde med englænderne, og at man skulle boykotte de engelske varer. 

4.2 Ikke-samarbejde og lydighedsnægtelse
Denne kampagne blev sat i gang i 1920 af Kongressen, og mange indere sluttede sig til den. I denne aktion deltog folk fra alle lag uanset religion, sprog eller kaste. Desuden prøvede Gandhi at omdanne Kongressen til en massebevægelse, der havde en bredere kontakt til befolkningen i hele Indien, hvilket også lykkedes for ham. Under aktionen boycottede man de engelske varer, hvilket blev meget effektiv. Kongressen opfordrede boykot af valgene til de lovgivende forsamlinger og råd, og den opfordrede forældrene til at tage deres børn ud af skoler, der var ejet af regeringen, og i stedet lade dem undervise i skoler, der blev finansieret af nationalistbevægelsen. Kongressen opfordrede også folk til at fremme hindu - muslimsk enhed, og at man ikke skulle bruge vold. I 1922 blev aktionen udvidet med skattenægtelse, og man nægtede at følge de engelske love. Englænderne kæmpede imod denne kampagne med vold, og det medførte at mange indere lod sig provokere af den engelske magtanvendelse til selv at bruge vold. Det fik Gandhi til at afblæse aktionen i 1922. Aktionen havde vist ham, at inderne ikke var modne nok til hans kampform endnu. Samme år blev han arresteret og idømt 6 års fængsel, men pga. dårligt helbred blev han løsladt efter 2 år. Flere af Kongressens ledere syntes ikke om Gandhis afblæsning af aktionen. De havde accepteret den, fordi de troede at den var effektiv, og de havde regnet med at der ville blive voldelige episoder engang imellem. Men de havde ikke troet at Gandhi ville afblæse aktionen pga. en voldsepisode, som man mente var grunden til at Gandhi stoppede aktionen. Episoden skete i en landsby, hvor nogle landsbybeboer havde hævnet sig mod 5-6 politifolk ved at brænde dem inde i politistationen. Jawaharlal Nehru11, der var en af Kongressens ledere, blev vred over Gandhis afblæsning af aktionen, og kom i tvivl om ikke-vold som metode:

"Skulle vi træne de over 300 mio. i Indien i ikke-voldelig aktionsteori og
praksis, før vi kunne fortsætte? Og selv i det tilfælde, hvor mange af os kunne
da sige, at vi under den yderste provokation fra politiet ville være i stand til at
blive ved med at være fuldkommen fredelige? Hvis det var den eneste betingelse for, at de kunne fungere, så ville den ikke-voldelige metode for
modstand altid fejle." AJ( 35 )12


Nehru fandt senere ud af, at Gandhi havde stoppet aktionen, fordi han kunne se, at bevægelsen var ved at gå i stykker. Der manglede organisation, fordi de fleste ledere var i fængsel, og disciplin, og Gandhi frygtede mere vold fra begge sider, så derfor stoppede han aktionen for at begynde forfra igen. 

4.3 Ulydighedskampagnen i 1930
Kongrespartiets krav om selvstændighed fortsatte stadig væk. Da de havde fået flere repræsentanter ind i provinsrådene og i den centrale lovgivende forsamling i New Delhi, brugte de deres flertal til at lægge hindringer i vejen for det engelske styre ved at gå imod alle engelske forslag. Man ville have mere indflydelse, og selv om englænderne i 1929 foreslog en ændring i styreformen, afviste inderne den alligevel.
Gandhi lavede en ny aktion, og der blev igen uro. I 1929 gik samarbejdet mellem hinduer og muslimer i stykker, og forholdet mellem dem blev igen dårligt, for Kongrespartiet ønskede selvstyre med en stærk centralregering, der skulle bestemme over de enkelte provinser, mens muslimerne ønskede det modsatte, for så kunne muslimerne bevare deres kultur i de egne, de var flest. Da muslimerne og englænderne afviste Kongrespartiets forslag til selvstyre, erklærede partiet i 1930 at de krævede fuld selvstændighed uden nogen form for engelsk indflydelse. I 1932 blev Kongrespartiets ledere arresteret, og partiet blev forbudt, men den voksende uro gjorde at englænderne igen begyndte at forhandle med Kongrespartiet, og inderne fik mere indflydelse i styret. 

4.4 Muslimerne kræver deres egen stat
Modsætningen mellem hinduer og muslimer blev større pga. Kongrespartiet, der blev ledet af Nehru. Han mente at alle indere skulle slutte sig om Kongrespartiet og kæmpe mod englænderne. Hvis de gjorde det, ville de vinde, mente han. Nehru blandede ikke religion ind i politik, så derfor kunne han heller ikke acceptere at muslimerne optrådte som en politisk gruppe, for det svækkede deres mål for frihed, men han garanterede muslimerne, at deres ønsker ville blive tilgodeset i et frit Indien. Muslimerne kunne godt se, at det ikke var alle hinduer, der havde den samme opfattelse som Nehru, og de mange sammenstød mellem hinduer og muslimer og Kongrespartiets fremgang gjorde at muslimerne i 1940 krævede en selvstændig muslimsk stat, Pakistan, i det nordvestlige og nordøstlige Indien.
Man kan godt få den opfattelse af, at muslimerne krævede alt for meget i denne tid. Hvorfor kunne de ikke leve under et hinduistisk styre, som hinduerne også gjorde under Mougulstyret? Den Muslimske Ligas formand Ali Jinnah mente, at hvis muslimer og hinduer skulle leve under et hinduistisk præget styre, ville det føre til Indiens ødelæggelse med f.eks. borgerkrig:

"Hinduer og muslimer tilhører to forskellige religiøse tankesystemer, sociale
sædvaner, litteratur. De hverken gifter sig med hinanden eller spiser sammen.
(.) At bringe to sådanne nationer under samme åg i en enkelt stat, den ene som
en numerisk minoritet, den anden som majoritet, må nødvendigvis føre til voksende utilfredshed og endelig ødelæggelse af enhver struktur, der måtte være opbygget for at regere en sådan stat." AJ( 70 )13


Jinnah mente også, at enheden mellem hinduer og muslimer kun skyldtes englændernes tilstede- værelse i Indien. 

4.5 Den 2. verdenskrig
Muslimerne krævede deres egen stat i 1940, fordi England var i en presset situation. Den 2. verdenskrig var brudt ud, og man forventede at det ville blive svært for England at kæmpe for magten både i Europa og i Indien.
Gandhi lavede en ny ulydighedskampagne, men den blev hurtigt bekæmpet af englænderne, og de bevarede også magten i Indien under krigen. Kongrespartiet var for svag til at jage englænderne ud, bl.a. fordi muslimerne ikke støttede dem eller Gandhis aktion. Muslimerne ville have, at England skulle være en garant for at de kunne få Pakistan, derfor måtte englænderne ikke blive smidt ud af landet med det samme.

4.5.1 England ændrer holdning
I krigen kæmpede England mod det nazistiske Tyskland. Nazisterne mente at nordeuropæerne var hævet over alle andre racer. De mente at de havde ret til at herske over og udrydde de underlegne racer, som stod i vejen for dem. Det blev også kendt, at nazisterne i deres raceforfølgelse havde myrdet over 6 mio. jøder. Heraf kunne man se, at den hvide race ikke var bedre mennesker end andre folk, og det kunne englænderne også se. De tog afstand fra nazisterne handlinger, og kæmpede for demokrati, frihed og ligeværd for alle mennesker. Derfor smuldrede den engelske holdning om at inderne var tilbagestående og uvidende folk, der ikke selv kunne styre deres land. Det kunne man bl.a. se ved valget i 1945 i England, hvor Arbejderpartiet ( Labour ) fik en stor valgsejr. Partiets leder, Clement Attlee, der ønskede at give Indien selvstændighed, afløste Winston Churchill som premierminister. Churchill ønskede at bevare Indien som en engelsk koloni, fordi det viste Englands storhed og prestige, og han opfattede den engelske regerings godkendelse af Indiens selvstændighed som nationalt forræderi. Men Attlee tænkte mere på Englands økonomi, for den var blevet meget svækket under krigen, og tilstand. Han kunne se, at det ville blive dyrt for England at opretholde sit kolonistyre i Indien, og i stedet for at bruge en masse penge på militære udgifter til at bevare Indien som koloni, ville han hellere bruge pengene til at gøre England til en moderne velfærdsstat, og gøre forholdene bedre for befolkningen i landet. Derfor indledte han straks forhandlinger med de indiske ledere. Men Den Muslimske Liga og Kongrespartiet kunne ikke blive enige. Kongrespartiet ønskede et samlet Indien, mens Ligaen ønskede en deling. Der blev uro i Indien, og i 1946 gjorde muslimerne oprør, og det førte til vold og drab. Det fik englænderne til at meddele, at de ville forlade Indien i 1947. 

4.6 Drømmen går i opfyldelse
Englændernes meddelelse fik Kongrespartiet til at indse, at hvis der ikke blev gjort noget ved situationen, ville det nye Indien opstå med borgerkrig og problemer. Derfor fik Nehru Kongrespartiet til at acceptere en deling af Indien i Pakistan og India. Den 15. august 1947 blev begge lande erklæret for selvstændige med Nehru som regeringsleder i India og Jinnah som regeringsleder i Pakistan. Pakistan kom til at bestå af 2 dele: Vestpakistan ( det nuværende Pakistan ) og Østpakistan ( det nuværende Bangla Desh ).
Delingen af Indien medførte store folkevandringer, hvor hinduer fra Pakistan flyttede til India, og hvor muslimer flyttede fra India til Pakistan. Der var også mange muslimer og hinduer, der blev hvor de var. Desuden opstod der uroligheder hvor ca. ½ mio. blev dræbt. Gandhi var imod delingen. Han syntes ikke at religionen skulle skille folket ad. Han begyndte at tage hensyn til de muslimer der stadig boede i Indien, og han kæmpede for at få regeringen til at beskytte dem. Den 30. januar blev Gandhi myrdet af en religiøs fanatiker, der mente at Gandhi tog alt for meget hensyn til muslimerne.
Den følgende tid blev brugt til at få kontrol over tingene og udvikle det nye indiske styre. Men forholdet mellem Pakistan og India blev aldrig godt, for de var ofte i krig med hinanden om Kashmir, og det dårlige forhold mellem disse lande kan man stadig væk se i dag. 

Hvordan kunne der opstå en fælles nationalbevægelse mod det engelske styre blandt den indiske halvøs befolkningen, der ellers var så forskellig fra hinanden m.h.t. sprog, kaste, kultur o.s.v.?
Man kan ikke sige at der kun har været én grund til oprøret, for forskellige forhold og hændelser har været med til at samle befolkningen, og det har ført til oprør. De følgende afsnit handler om nogle af de ting, der har ført til oprør.

3.1 Hinduisme og islam
Hinduismen har gennem tiderne altid været den største religion i Indien. Den stammer fra arierne, men den er i tidens løb blevet blandet med dravidernes gamle religion. Hinduismen har ikke en "grundlægger" som f.eks. Jesus eller Buddha, men det er en religion der har over 300 guder, og alligevel kun en gud, der menes at være kommet i forskellige skikkelser. De 3 vigtigste guder er Brahman, der er skaberen, Vishnu, der er opretholderen og Shiva, der er ødelæggeren. Hinduerne tror på reinkarnation dvs. at man genfødes på jorden, som et menneske, dyr eller noget andet, som man er blevet gjort fortjent til fra det tidligere liv. For en hindu skal genfødsel overvindes gennem meditation, så man kan blive forenet med guden Brahma.
I begyndelsen af 700 tallet nåede islam til det nordlige Indien, og i de følgende mange år trængte flere og flere muslimer ind i Indien. De skabte ofte muslimske riger i området. Den muslimske storhedstid i Indien var under Mogulriget. Stormogulerne regerede næsten over hele Indien, og i 1600 tallet var Mogulriget et velorganiseret samfund med rigdom og magt. Islam adskiller sig meget fra hinduismen, for den har kun en gud, Allah. Muslimer tror ikke på reinkarnation, og de religiøse ritualer og forestillinger adskiller sig meget fra hinduismen. Men muslimerne tror på genopstandelse og frelse. Før Indien blev selvstændigt var 25% af befolkningen muslimer, men i dag er der ca.11 % af inderne muslimer.
Modsætningerne mellem disse religioner har ofte givet anledning til store problemer, og det gjorde bl.a. at Indien, efter at England gav det selvstyre, ikke kunne bestå som ét land, men at den blev delt i Pakistan, med muslimsk flertal og India, med hinduistisk flertal. 

3.1.1 Kristendom mod hinduisme
Hinduismen og dens mærkelige traditioner og skikke må have forarget englænderne. I hinduismen tilbeder man gudestatuetter og ofre frugter og blomster til dem. Dette strider mod Biblen, f.eks. da Moses var oppe på bjerget for at hente de 10 bud, begyndte nogle af hans folk at støbe en guldkalv, og begyndte at tilbede den, og det blev de senere straffet for. Englænderne "straffede" hinduerne ved at forbyde nogle af deres skikke og ritualer ved lov, og ved at prøve at omvende dem til kristne i 1820'erne og 30'erne. De forbød bl.a. sati ( enkebrænding ). En anden skik der også frastødte englænderne var arrangerede ægteskaber, hvor piger allerede blev giftet bort mens de kun var små børn. I 1813 åbnede det engelske parlament Indien for missionærer. De gjorde grin med hinduismen gennem prædikener og flyveskrifter.
Dette angreb på hinduismen fra den kristne mission skabte et nationalt forsvar for hinduismen og et sammenhold mellem hinduer. Den indiske historiker K. M. Panikkar mener, at den kristne mission har bidraget til et samlet Indien:

"Hinduerne havde i deres lange historie aldrig udgjort et religionssamfund.
Det var kun en løs sammenslutning af forskellige kaster.Det var de kristne
Missionærers angreb på hinduismen, det var udfordringen fra den kristne
religion, bakket op af den herskende races prestige, som hjalp de splittede,
uorganiserede, indbyrdes stridende hinduretninger til at føle sig som og handle
som en enhed." KB( 6 -7 )1


Englænderne viste heller ikke hvordan de skulle behandle indere fra forskellige kaster, f.eks. nægtede en indisk hærafdeling at blive forflyttet til Myanmar ( Burma ), som England var ved at erobre. Hinduerne måtte ikke sejle på havet, og da soldaterne skulle sejles til Myanmar, nægtede de at tage af sted. De ville heller ikke spise mad, der var lavet af lavkaste-hinduer, så derfor ville de have deres egne kokke med. Det hele endte med at man marcherede over land, og soldaterne fik kokke fra deres egne kaster. Det viser at englænderne ikke havde nogen forståelse for indisk kultur eller levevis. Det havde de heller ikke da de indførte en ny geværtype med patroner til sepoyerne.

3.1.2 Sepoy oprøret
Englænderne havde en styrke på 278000 soldater i Indien. Heraf var 233000 sepoys ( indfødte soldater ). Sepoyerne var ofte af krigerkasten, og der var både muslimer og hinduer i tropperne. Sepoyerne ville ikke have så meget med europæerne eller kristendom at gøre, - det var kun lønnen der fik dem til at arbejde for englænderne.
I januar 1857 spurgte en lagerarbejder en sepoy fra en høj kaste om vand. Men det ville sepoyen ikke give, da hans bæger ville blive besmittet, hvis en fra en lav kaste drak deraf. Til det svarede lagerarbejderen, at de alle ville komme til at overtræde deres religiøse regler, når de skulle bide i nogle patroner, der var indsmurt i en blanding af okse og svinefedt. Patronerne var indsmurt i fedt for at gøre ladningen nemmere og hurtigere, og hver gang soldaterne skulle lade, måtte de først bide patron-enderne over, og det medførte at de fik fedt mellem tænderne. For hinduerne er oksen et helligt dyr, der ikke må slagtes, og for muslimerne er svinet et urent dyr, der ikke må spises. Begge parter følte at deres tro blev krænket, og det medførte til et fælles oprør mod englænderne den 10. maj 1857. Sepoyerne nægtede at adlyde deres hvide officerer, og de besatte Delhi. I deres raseri dræbte de alle de europæere de kunne få fat i. Men deres oprør var for usammenhængende og mange af sepoyerne, sikher og gurkanere deltog ikke. I Sydindien var oprøret kun lille. Disse forhold gjorde at englænderne igen fik kontrol over Delhi sidst på året, og oprøret blev slået ned. Det var Sepoy-oprøret der fik den engelske stat til at overtage ejerskabet over Indien fra Det ostindiske Kompagni i 1858. Det vigtigste ved dette oprør var at hinduer og muslimer gik sammen om at gøre oprør, selv om der var store religiøse forskelle mellem dem.  

3.2 De lærde indere
Mange englændere opfattede inderne som ret lavtstående folk, og de følte at det var deres opgave, at føre inderne fremad i retning af europæisk civilisation økonomisk, religiøst og politisk. Derfor begyndte de at uddanne indere fra de høje kaster efter engelsk forbillede. Der blev bl.a. grundlagt universiteter i Madras, Calcutta og Bombay i 1857. Disse indere blev udstyret med europæiske sociale værdier og ideer om demokrati, nationalisme, frihed og ligeværd mellem mennesker. Denne nye uddannede elite af indfødte skulle styre et samfund ligesom Vesteuropa og udføre et Vesteuro- pæisk retssystem, der blev påtvunget det indiske samfund. Eliten blev på mange måder fremmed over for det samfund, som de selv kom fra, men de blev alligevel ikke integreret i den europæiske overklasse. De skilte sig ud fra resten af befolkningen som "the English-knowing class" overklasse. De engelsk uddannede indere blev senere spredt i Indien, men de havde stadig kontakt med hinanden, og skabte et særligt indisk fællesskab over hele landet. Selv om mange af dem talte forskellige sprog, kunne de kommunikere med hinanden på engelsk.
Det var fra denne klasse nationalistbevægelsen opstod. Eliten kunne se at de ideer de havde lært om, f.eks. demokrati og frihed, ikke gjaldt for dem selv, så derfor blev de utilfredse, og i 1885 oprettede de organisationen Den indiske Nationalkongres. 

3.2.1 Den indisk Nationalkongres
Den indiske Nationalkongres var ikke fjendtligstillet overfor englænderne. Den ønskede kun en større indisk indflydelse i landets administration og et samarbejde med englænderne. Den ønskede at England stadigvæk skulle styre Indien, og den troede på at englænderne ville lytte til deres råd, fordi den mente at den repræsenterede hele Indien. Kongressen samledes hvert år mellem jul og nytår, og lederne holdte taler.
Dadabhai Naoroji2, der var kongrespræsident i 1886,1893 og 1906, mente bl.a. i hans præsidenttale ved årsmødet d. 27/12-1986, at det kun var muligt for dem at mødes og tale om det de mente under Englands styre. En initiativtager til dannelsen af Kongressen, A.O. Hume3, fortalte om de mål Kongressen ønskede at opnå. Det var bl.a. at samle de forskellige befolkninger i Indien til én national enhed, og at få England til at ændre på nogle vilkår, der var uretfærdige eller skadelig for Indien. Kongressen vedtog også nogle resolutioner som f.eks. at nedsætte jordbeskatningen, at udvikle Indiens egne kunsthåndværkere og fabrikationer o.s.v.
Englænderne havde forskellige opfattelser af Kongressen. Nogle ville gerne samarbejde med inderne. Nogle troede at Kongressen på et tidspunkt ville kræve Indiens selvstændighed, og andre troede at det ikke kunne nytte at inddrage Kongressen i styret. F.eks. mente vicekongen Lord Curzon4 d. 18/11-1900 i et brev til sin statssekretær, at Kongressen var en håbløs sag, og at han ville hjælpe den med at "dø".
Kongressens medlemmer kunne efterhånden se, at de ikke blev taget afgørende med på råd, så derfor opstod der omkring århundres-skiftet 2 fløje i Kongressen: de moderate, som blev ledet af Gokhale5, og extremisterne, som blev ledet af Tilak6. De moderate ønskede frihed gennem en stadig blød linie overfor kolonistyret. De kunne godt se at kolonistyret gjorde deres land fattigere o.s.v., men Gokhale mente at de først måtte forbedre uddannelsen og samfundsforholdene, før Indien kunne blive modent til selvstyre:

"Mens vi derfor er rede til at indrømme, at en fremgang mod vort mål kun kan
ske ved rimeligt forsigtige skridt, så insisterer vi eftertrykkeligt på, at landets
ressourcer først og fremmest bør helliges arbejdet med at kvalificere folket til
en sådan fremgang, ved hjælp af uddannelse og andre måder" AJ( 19 )7

Ekstremisterne ønskede også frihed, men på en hårdere kurs. Tilak opfordrede folk til ikke at være passive, men at de aktivt skulle gå ind for at gøre Indien selvstændig:

"Vi vil ikke sidde roligt med hænderne i skødet. Vi vil sørge for en anden
metode, med hvilken vi kan opnå hvad vi vil..Vi har et stærkere våben, et politisk våben, i boycott." AJ( 20-21 )8


Tilak var den første der krævede fuldstændig selvstyre, og han forlangte at englænderne skulle rejse hjem. Det førte til 6 års fængsel for ham i Burma. I 1906 krævede Kongressen for første gang selvstyre for Indien. 

3.2.2 Den muslimske Liga
De fleste medlemmer af Kongressen var hinduer. Det betød at mange fra den muslimske overklasse ikke stolede på Kongressen. De følte ikke at Kongrespartiet, som Kongressen senere kom til at hedde, talte på alle inderes vegne, for muslimerne følte ikke at de havde noget fællesskab med hinduerne. Der var ikke særlig mange lærde muslimer, og der var kun få muslimer der var ansat i engelske regeringskontorer. Da kongressen i 1906 krævede selvstyre, blev muslimerne bange for at hinuflertallet ikke ville tage hensyn til dem hvis Indien blev selvstændigt, derfor foretrak de engelsk styre, fordi englænderne tog særlig hensyn til deres kultur. I 1905 dannede muslimerne Den muslimske Liga. Ligaen skulle sørge for at muslimske synspunkter også blev hørt, når der blev snakket om Indiens fremtid. I starten havde den ikke så meget magt, men i 1940 blev ligaen den dominerende muslimske organisation, fordi den spillede på truslen om at muslimerne ville blive domineret af det hinduistiske Kongresparti. 

3.2.3 England prøver at holde fast på magten
I 1905 delte England Bengalen i 2 provinser. Englænderne begrundede det med, at området var for stort til at de kunne styre det som en enhed. Det ville hinduerne ikke tro på. De mente at englænderne ville spille modsætningerne i den indiske befolkning mod hinanden. Delingen betød at den ene af provinserne ville få et muslimsk flertal. Det kunne hinduerne ikke lide, for så ville muslimerne have kontrol over hinduerne i nogle egne. Men delingen af Bengalen betød, at England nu havde en muslimsk provins, der var loyal overfor dem. Ellers ville de have haft en provins med hinduistisk flertal, der ønskede selvstyre. Desuden ville englænderne vise muslimerne, at de tog mere hensyn til dem end hinduerne gjorde. Kongrespartiet fik hinduerne til at demonstrere mod delingen, og der blev uro i landet, og til sidst ophævede England i 1911 delingen af Bengalen.
Englands forsøg på at svække Kongrespartiets flertal i Bengalen mislykkedes. Men de fik nogle indiske fyrster over på deres side. Da England styrede 60% af Indien, var de resterende 40% fyrstestater, der var lidt afhængige af England. Disse fyrstestater skulle hjælpe England med soldater og sælge engelske varer i deres fyrstedømmer, mens England skulle hjælpe dem med at bevare magten i deres område. Da Kongrespartiet krævede selvstyre og demokrati for hele Indien, ville det betyde at fyrstedømmerne både ville miste deres land og magt. Så de troede at de kunne bevare deres magt og land, hvis englænderne blev i Indien.
Englænderne begyndte også at give nogle af de uddannede og rige indere indflydelse på styret. De blev valgt til forskellige rådgivende forsamlinger, og det gav dem en følelse af at de havde fået indflydelse. Denne indflydelse risikerede de at miste, hvis Kongrespartiet fik deres vilje, så de støttede englænderne.

3.3 Den første verdenskrig
Mange indere og muslimer kunne godt se, at englænderne prøvede at spille dem ud mod hinanden, så de forstod at de måtte stå sammen. Det lod sig gøre under 1. verdenskrig. Økonomisk betød krigen at importen af engelske varer faldt, og Indien oplevede vækst indenfor nogle industrigrene. Men prisen på varerne steg, uden at lønnen også blev sat op. Indien gav også meget korn og mange penge til de allierede lande, og Indiens deltagelse i krigen blev betalt af dem selv gennem øgede skatter. Indiske soldater fra landsbyerne kom til lande i Europa, og her blev de udsat for vestlig påvirkning. De indiske ledere støttede krigen, fordi der blev kæmpet for frihed og demokrati, og de håbede på at englænderne ville give dem frihed, fordi Indien hjalp dem i kampen.
I 1915 havde extremisterne også overtaget ledelsen af Kongressen fra de moderate, så kravet om selvstændighed blev strammet op. Englænderne kunne godt se at de ville miste magten hvis de ikke gjorde noget, så derfor udstedte de i 1917 Montagu-erklæringen10, der på en utydelig måde fortalte, at Indien skulle have en form for selvstyre efter krigen. Men den skulle stadig væk være en del af det britiske imperium. Denne erklæring vakte ikke tilfredshed hos alle indere. Nogle accepterede den som en vigtig del til selvstyre, mens andre mente at det ikke var nok. Inderne fik indflydelse på f.eks. uddannelse, landbrug og sundhedsvæsen i provinserne, men de vigtigste områder som justitsvæsen, politik og finanser var stadig væk under den britiske guvernørs kontrol.
I denne tid blev den indiske befolkning utilfreds. Krigen havde medført nød og fattigdom, og i 1918 var der hungersnød. De hjemvendte soldater manglede både arbejde og hjem, så de blev også utilfredse. Den russiske revolution i 1917 påvirkede inderne i en revolutionær retning, og det førte til en del uro med vold, overfald og drab mod englænderne. Det fik englænderne til at udstede nogle terrorist-love, der gjorde det muligt for politiet at fængsle indere uden dom, beslaglægge ting uden tilladelse fra en dommer o.s.v., og der blev forbud mod demonstrationer og at kritisere det engelske styre.
Disse terroristlove ramte både hinduer og muslimer, og de syntes at det var uretfærdigt, at de skulle behandles således, selv om de havde hjulpet England under krigen. Muslimerne stolede ikke mere på englænderne, for England havde også kæmpet mod Tyrkiet under krigen, og i Tyrkiet herskede sultanen, der var muslimernes religiøse overhoved ( kalif ). Selv om Tyrkiet var på tabernes side, håbede muslimerne på at sultanen kunne få lov til at bevare sin religiøse stilling, men da det ikke skete, begyndte den Muslimske Liga at støtte Kongressen. Efter Amritsar-massakren begyndte muslimerne og hinduerne i fællesskab at kæmpe mod englænderne.

3.4 Amritsar-massakren
Den 10/4 1919 blev 2 ledere, hvoraf den ene var muslim og den anden hindu, arresteret af politiet i byen Amritsar i Punjab provinsen, fordi de demonstrerede mod terroristlovene. Befolkningen i byen protesterede mod dette, og demonstrerede for at få lederne frigivet. Soldaterne prøvede først at standse dem, men da det ikke lykkedes, skød de mod demonstranterne og dræbte ca. 20 personer. Det førte til uro, og inderne begyndte at dræbe europæerne og plyndre i byen i deres ophidselse. F.eks. blev en kvindelig missionær overfaldet og mishandlet, men hun blev senere reddet. På grund af uroen blev byen erklæret i undtagelsestilstand af den engelske kommandant, general Dyer, men han fik hurtig situationen under kontrol. Han forbød møder og samlinger, men d. 13. april 1919 samledes ca. 20000 hinduer på en stor plads efter en gammel skik for at fejre hinduernes nytår. General Dyer blev vred over dette, og han spærrede senere den eneste adgang til pladsen, og beordrede sine soldater til at skyde ind i folkemængden. Over 300 blev dræbt, og flere blev såret. General Dyer blev stillet for en domstol i England, men han blev frikendt, og pressen hyldede ham som en folkehelt. De syntes at det var godt at Dyer gav et eksempel på hvordan det kunne gå de farvede, hvis de ikke adlød englænderne. Han blev dog senere afskediget af vicekongen. De lokale engelske myndigheder i Punjab bestemte, at de indere der overtrådte Dyers forbud, skulle have offentlig pryglestraf, de forlangte at inderne skulle hilse på de englændere de mødte. Hvis inderne var kørende, skulle de stå af vognen og hilse, og hvis de gik på den gade, hvor den kvindelige missionær var blevet overfaldet, skulle de krybe på alle fire ben. Disse påbud blev ophævet af centralregeringen i Delhi og af den engelske regering, men inderne kunne nu se hvad englænderne kunne finde på at gøre for at nedværdige dem. I den følgende tid samledes hinduer og muslimer i en fælles kamp mod englænderne, og Mohandas Gandhi stod frem med en ny kampform. 

2.1 Englands voksende kontrol over Indien
England var det eneste europæiske land, der næsten opnåede at få kontrol med hele Indien. Det skyldtes bl.a. at England overtog de andre europæiske koloniområder i Indien, f.eks. solgte Danmark Tranquebar til England i 1845. I 1700-tallet var Frankrig og England ofte i krig med hinanden -både i Europa og i deres kolonier. Det førte til at England næsten overtog alle franske besiddelser i Indien. Mogulrigets opløsning gjorde det også lettere for England at udvide deres områder. Fra 1750- 1850 havde England udvidet deres område med ca. 60 % i Indien. De resterende 40 % var små fyrstestater, der alligevel var lidt afhængige af England. Den engelske erobring af Indien blev afsluttet ved midten af 1800-tallet, og i 1858 overtog den engelske stat styret af Indien fra East India Company. I 1877 blev dronning Victoria udråbt til kejserinde over Indien. 

2.2 Indien under engelsk styre
Da Indien var under Englands magt, skulle det store område styres. Til det blev der ansat englændere i høje stillinger som embedsmænd og officerer i hæren og i politiet. De lavere stillinger blev givet til inderne. England interesserede sig ikke så meget for Indien i starten. De mente ikke at Indien var livsvigtig for deres handel eller at britisk rigdom og magt var afhængig af Indien. Men da Englands kolonier i Nordamerika gjorde sig uafhængige i 1780'erne, opfattede England det som tab af land og magt, så derfor ønskede de at bevare Indien, og de begyndte at interessere sig mere for den fra slutningen af 1700-tallet. Englænderne bragte både godt og ondt over Indien, f.eks. krævede de meget skat, som tilgode faldt England, men de byggede også skoler, universiteter, hospitaler og missionsstationer i Indien. England brugte ikke deres egne penge på Indien. De finansierede det meste af deres kolonistyre med skatteopkrævne penge i Indien. Af Indiens netto skatteindtægter på ca. 44 mio. £ sterling blev ca. halvdelen brugt på hæren. 1/3 blev brugt til the Home Charges. Disse ting udgjorde ca. 34 mio. af de 44 mio. Så blev der betalt omkring 3 mio. til civile europæiske embedsmænd, og de resterende 7 mio. havde regeringen i Indien til rådighed. Det betød at regeringen ikke havde nok penge til f.eks. uddannelse. Det skabte senere utilfredshed hos inderne. 

1.1 Det gamle Indien
Det gamle Indien opfattede det nuværende Indien, Pakistan og Bangla Desh. Indiens ældre historie kender man ikke så meget til, især fordi der var manglende historisk interesse hos inderne, men man har fundet fund, der viser, at der har levet en bondekultur fra o. 8000 f.kr i Kashmir, og man har også fundet spor af Induskulturen, der var en højkultur, der levede omkring Indusfloden. Folk fra denne kultur blev fordrevet af arierne, et nomadefolk der trængte ind i Indien omkring 1800 f.kr. Folk fra Induskulturen, draviderne, blev fordrevet til Sydindien. Da draviderne og arierne ikke havde den samme kultur, levevis og sprog levede de i små kongeriger, der nogle gange var i krig med hinanden. Der har ofte været et samlet rige mellem Indusfloden i vest og Gangesfloden i øst. Sydindien var ofte opsplittet i mindre riger.
Man kan ikke sige, at befolkningen i disse riger havde en følelse af at de var ét folk. Det skyldtes bl.a. at befolkningen var opdelt i forskellige sproggrupper, kultur og levevis. Det var også vanskeligt at skabe et fælles styre over hele området, fordi landet var stort, der var mange bjerge, jungler, floder og ørkner. Det var også med til at gøre det vanskeligt for de forskellige befolkningsgrupper at færdes og blive blandet. En anden grund til at befolkningen ikke kunne blandes var kastesystemet. 

1.1.1 Kastesystemet
Kastesystemet stammer fra arierne. De havde i starten kun 3 kaster. Den øverste kaste var Brahminerne, som omfattede præster og de lærde. Derefter var der en kaste for herskerne og krigerne, og en kaste for købmændene og håndværkere. Senere kom der en kaste for bønderne. I dag findes der flere tusinde underkaster. Men fælles for dem alle er, at man arbejder inden for kastens erhverv, følger kastens traditioner og skikke og kun gifter sig med en fra sin egen kaste. Folk fra de højeste kaster undgik dem fra de lavere kaster. Denne opbygning af samfundet og reinkarnation troen ( se 3.1 ) har en stor betydning for Indiens historie. De folk der havde været gode mennesker i deres tidligere liv, blev født ind i de høje kaster, mens dem der har været onde, blev født ind i lave kaster. Det var en grund til, at man accepterede sin kaste. De fattige fra de lavere kaster gjorde ikke noget for at ændre på deres tilværelse, og de rige følte, at de havde ret til at herske. Denne tro på genfødsel og samfundets opbygning har gjort, at man har affundet sig med forholdene, som de var, og man gjorde ikke oprør. Folk levede i deres egen lukket kaste, og blev hvor de var. Dette er en vigtig grund til at befolkningen på den indiske halvø ikke blev blandet. 

1.2 En samling af Indien
Dengang bestod Indien af en del fyrstestater, der ofte var i krig med hinanden, men det betyder ikke at enkelte indere prøvede at samle Indien under ét styre. For eksempel samlede den indiske generel Chandragupta næsten hele Indien, og efter hans død regerede bl.a. hans sønnesøn Asoka den Store af Maurya-slægten fra år 273 f.kr. Under Asokas styre var riget i blomstring, der var rismarker og væveindustrien blomstrede. Efter Asokas død gik riget i opløsning. I "Children's History of India" står der om Asoka:

"Hvis man engang har samlet blomster til en buket, og gerne vil holde
dem sammen, må man holde dem fast. Hvis man løsner grebet, vil det
første vindpust sprede blomsterne. Kong Asoka var som en mand, der
holdt blomsterbuketten fast i sin hånd. Blomsterne var de mange, mange
småriger, Indien var delt i, da hans bedstefar blev konge. Da Asoka døde,
gik hans rige i stykker." ( JH s. 32 )

Før Asoka døde regerede han over et rige der strakte sig fra Himalaya og næsten til Indiens sydspids. Senere blev landet næsten samlet igen af Chandragupta 1 og 2, der var efterkommere af Mauryadynastiet. Landet blev senere erobret og styret af stormogulerne omkring 1524. Stormogulen Akbar, der regerede fra 1556-1605 samlede det største rige under Indiens historie. Akbar lavede gode love, f.eks. forbød han sati, hvor en enke skulle brændes levende på sin afdøde mands ligbål, men Akbar var en diktator. Men hans tolerante diktatur gjorde at de forskellige folk i Indien fik en stigende enhedsfølelse, bl.a. på grund af hans forståelse for værdifulde enkeltheder i forskellige religioner. Akbar døde i 1605, og hans søn blev stormogul.
Aurangzeb blev den 7. og sidste stormogul kejser af Indien. Han satte skatten op, ødelagde hindu-templer o.s.v., og det førte til oprør. Kejseren erobrede også land, og de undertvungne folks utilfredshed med kejseren førte til et stærkt sammenhold blandt befolkningen. Da Aurangzab døde i 1707, var der mange der ønskede at skabe et nyt indisk storrige, men det evnede de ikke, så landet blev delt i små fyrstestater. Desuden begyndte europæerne at gøre sig gældende.
Måske var der en svag nationalfølelse blandt inderne efter stormogulstyret. Landet har ofte været samlet, og der var kommet mere sammenhold i befolkningen end tidligere. Men måske var denne nationalfølelse for svag til at kunne danne et nyt samlet Indien? Så den følgende tid med europæisk påvirkning må have styrket nationalfølelsen mere.

1.3 Europæerne i Indien
Europæerne var meget interesseret i Indien pga. dens vare og myterne om rigdomme. Portugiseren Vasco de Gama åbnede søvejen til Indien. Han nåede i 1498 til Indien. Hans rejse gjorde at der kom kapløb blandt de europæiske lande om at komme til rigdom og magt i Indien. Koloniseringen af Indien blev gjort lettere, da et forenet indisk-ægyptisk-arabisk flåde blev slået ned af portugiserne den 2. februar 1509. Vold, terror og grusomheder blev brugt for at kolonisere Indien. Mange europæiske lande oprettede handelsstationer i Indien i løbet af 1600-tallet. Men det blev det britiske East India Company, der blev grundlagt år 1600, der kom til at dominere i Indien fra midten af 1700-tallet, og det var dem der havde magten i landet indtil 1858.

Når danskerne hører om Indien, tænker de fleste nok, at det er et land med en nation, der har det samme sprog, religion og kultur, som man har det her i Danmark.
Men de færreste ved, at det er et land, der har en befolkning, der er ligeså forskellig med hensyn til sprog, kultur o.s.v. som folk i hele Europa.
Indien har en befolkning på ca. en milliard, og landet er med et areal på ca. 3.17 mio. km2 meget mindre en Europa, der har et areal på ca. 10,5 mio. km2 (medregnet europæisk Rusland). Alligevel bor der befolkninger, der taler et af de ca. 200 sprog der findes i Indien. Befolkningen stammer fra to forskellige racer, med hvert deres sprog, kultur, levemåde o.s.v., men selv om de er så forskellige, er der i tidens løb opstået en følelse af, at de er indere iblandt dem. Hvordan er denne følelse opstået? Hvad samlede den uensartede befolkning? Var det nogle specielle grunde eller forhold eller hændelser der samlede dem? Hvilken rolle havde England i dette?
Det er disse spørgsmål, jeg har tænkt mig at besvare i denne opgave. Jeg vil starte med at fortælle lidt om Indiens ældre historie, så man får lidt kendskab til Indiens fortid, for allerede dengang prøvede nogle indere at samle Indien til ét rige, men det lykkedes ikke at vare i lang tid. Derefter vil jeg fortælle om Englands større indflydelse i Indien, og beskrive nogle af de ting, der har været med til at skabe en indisk nationalisme og oprøret frem til selvstændigheden i 1947.


Indledning

1. Indien før kolonitiden
     1.1 Det gamle Indien
          1.1.1 Kastesystemet
     1.2 En samling af Indien
     1.3 Europæerne i Indien

2. Indien under kolonistyre
     2.1 Englands voksende kontrol over Indien
     2.2 Indien under engelsk styre

3. Baggrundene for oprøret
     3.1 Hinduisme og islam
          3.1.1 Kristendom mod hinduisme
          3.1.2 Sepoy - oprøret
     3.2 De lærde indere
          3.2.1 Den indiske Nationalkongres
          3.2.2 Den muslimske Liga
          3.2.3 England prøver at holde fast på magten
     3.3 Den 1. verdenskrig
     3.4 Amritsar - massakren

4. Oprøret mod det engelske kolonistyre
     4.1 Lidt om Gandhi
     4.2 Ikke-samarbejde og lydighedsnægtelse
     4.3 Ulydighedskampagnen i 1930
     4.4 Muslimerne kræver deres egen stat
     4.5 Den 2. verdenskrig
          4.5.1 England ændre holdning
     4.6 Drømmen går i opfyldelse

Afslutning

Litteraturliste