atlanta1Torsdag d. 15. september stod vi ret tidligt op om natten så vi kunne køre fra Herning kl. 03.00 til Billund Lufthavn. Min familie og jeg skulle nemlig til Atlanta i USA eftersom min kone, Dinisha, og hendes afdeling skulle til en konference i Atlanta i forbindelse med præsentation af deres forskningsarbejde/posters.

Eftersom min datter, Praveena, ikke kan undvære sin mor i flere dage, valgte vi, at min datter og jeg også skulle med. Da jeg havde en del ferie fra året før, som jeg havde fået overført til dette ferieår, og ikke havde holdt noget sommerferie udover 1 uge, hvor vi skulle hjælpe til med min kones fætters bryllup i august, så valgte jeg at tage fri til denne anledning. Jeg havde aldrig været i USA før, så det så jeg frem til. I starten syntes jeg at Atlanta lød til at være kedeligt, og ærgede mig over, at det ikke var New York eller Washington. Men da jeg opdagede, at der var nogle spændende hindu templer at se, og at zombie-serien "The Walking Dead" også var optaget der i nogle sæsoner, så var Atlanta ikke så kedelig igen.

Vi tog med Lufthansa fra Billund, og skulle mellemlande i Frankfurt Lufthavn og derfra med Lufthansa fly til USA. Vi var lidt nervøse for hvordan vores datter på 1½ år ville tage flyveturen i så lang tid, men heldigvis klarede hun det ok, selvom hun ikke var til at styre engang imellem. Flyveturen fra Frankfurt til Atlanta tog lidt over 10 timer, og flyet fløj over England, og en bue tæt på Island, Grønland og Canada før den landede i Atlanta. Servicen på Lufthansa flyet var ok, men det var ikke særlig børnevenligt. For eksempel havde de ikke mad til børn, og hvis man spurgte om noget, så kom de nærmest ikke med det. Hvad der ellers var irriterende var, at dem der sad på sæderne foran absolut skulle sænke deres sæder så meget i tide og utide, at man ikke kunne sidde behageligt med et barn bagved.

Da vi landede i Atlanta, skulle alle fra vores fly og andre fly igennem immigrationskontrollen. Der sad 6 personer og tjekkede folk i den lange kø, og det gik ret langsomt. Men da vi endelig kom til, fik vi taget billede af os selv, skannet vores fingeraftryk og udspurgt om hvad vi skulle i Atlanta. Derefter fik vi heldigvis tilladelse til at komme ind i landet. Bagefter skulle vi aflevere en seddel med hvad vi havde med af ting og sager og andre oplysninger om os selv ved en anden kontrol, før vi kunne få vores bagage.
Da vi kom udenfor, skulle vi have en taxa ind til hotellet, og der stod en servicemedarbejder udenfor, som hjalp med at organisere taxa. Han fik fat i den næste taxa i køen. Taxaen var en gammel bil, og taxa-chaufføren så ikke ud til at have så meget styr på tingene. Bagagerummet var fyldt med andre ting, og vores kufferter og klapstol kunne lige være der, men han kunne så ikke lukke bagagerummet igen. Så han stod og prøvede at hamre den i flere gange, og jeg stod der og tænkte, at nu gik klapstolen nok i stykker med den behandling den fik. Nogle andre chauffører kom hen for at se hvad der var galt, men de kunne hellere ikke løse problemet. Så det endte med, at chaufføren lagde den ene kuffert på forsædet, og så skulle vi køre med bagagerummet, der ikke var lukket. Jeg blev lidt nervøs for om vi ville blive stoppet på vejen, men det skete heldigvis ikke. Temperaturen var over 30 grader, men der var ingen air condition i den gamle taxa. Hotellet i Atlanta lå heldigvis ikke så langt derfra.

Hotellet var Aloft Hotel Downtown, som lå inde midt i Atlanta, og det var egentlig et ok hotel. Værelserne var store med to store dejlige dobbeltsenge, badeværelse, kaffemaskine og køleskab. Vandet havde en mærkelig lugt, og smagte heller ikke godt. Jeg spurgte personalet i receptionen om man kunne drikke vand fra hanen, og det sagde de ja til, men jeg købte i stedet en flaske kildevand, som faktisk kostede mere end en flaske cola...  

Den første dag skulle min kone spise sammen med hendes kolleger, der ankom lidt senere på aftenen samme dag som os. Eftersom min datter og jeg var trætte, valgte vi at blive hjemme.

Fredag:
Min kone skulle til konference tidligt om morgenen, så min datter og jeg skulle få tiden til at gå selv. Vi stod lidt senere op, og så gik vi en lang tur udenfor for at se hvordan byen var. Vi kom forbi Center for Civil and Human Rights, World of Coca Cola og så Centennial Olympic Park, hvor vi gik lidt rundt. Det hele var stort og flot, selvom fortovene ikke var så behagelige at gå på. Vi prøvede at se om vi kunne finde en dagligvarebutik, men der var ikke nogen at se.
Vi fandt et center i nærheden der hed Peachtree Mall, hvor der var en del spisesteder. Der var en rulletrappe ned til centret, men eftersom jeg havde min datter i en klapstol, ville jeg se om jeg kunne finde en elevator, men sådan én var ikke at se nogen steder. Det var ret irriterende, men heldigvis fortalte en forbipasserende, at jeg kunne tage ind i et hotel, og så tage en elevator ned. Jeg gik så ind gennem hovedindgangen der, hvor jeg så blev standset af receptionisten, som spurgte hvor jeg var på vej hen. Jeg fortalte at jeg ville ind i centret, og at en mand havde fortalt mig, at jeg kunne tage elevatoren i den her bygning. Receptionisten rullede med øjnene og spurgte hvem den mand dog var, som havde bildt mig det ind. Men så sagde hun selv, at jeg bare kunne tage elevator 8 ned til centret. Imellemtiden havde min datter smidt sin sut ned på gulvet, og da jeg samlede den op, fik jeg at vide, at den måtte jeg i hvert fald ikke putte i munden på hende igen lige nu og her (som om jeg ikke vidste at jeg skulle vaske den inden!). Nå men jeg kom endelig ned i centret, som for det meste bestod af en masse små spisesteder drevet af forskellige nationaliteter. Man købte maden hos et af spisestederne og så sad man ved nogle borde inde midt på torvet og spiste blandt andre, der havde købt mad fra de andre spisesteder.
atlanta2Om aftenen tog vi med nogle af min kones kolleger ud og spise - og vi fandt en hyggelig restaurant på 1. etage. Jeg fik bestilt noget mad, og så kom der lige pludselig en masse forskellige retter sammen med. Det havde jeg godt nok ikke lige regnet med og kombinationen syntes jeg heller ikke lige passede sammen, men ellers var det ok.

Lørdag:
Min kone skulle til konference igen tidlig morgen, så min datter og jeg havde tiden for os selv igen. Jeg tog hende med i klapvognen og gik en tur ud til Jackson Street Bridge - broen hvorfra man kunne se ud over en hovedvej ind til Atlanta Downtown med dens store skyskrabere. Det er denne udsigt som danner coverbilledet til serien "The Walking Dead" og det var faktisk meget spændende at se.

atlanta3

Det var ret varmt, og min datter var faldet i søvn på vej derud og sov stadig da vi var tilbage på hotellet igen.
Efterfølgende tog jeg hende med ud til Atlanta Aquarium, hvor vi så en masse store og små fisk, krabber, søheste, pingviner, live show med delfiner osv. Det var faktisk meget spændende at opleve og tog det meste af aftenen. Ved Atlanta Aquarium havde jeg købt Atlanta CityPass, så med den kunne jeg opleve nogle udvalgte seværdigheder i Atlanta med rabat.

atlanta4

Søndag:
atlanta5Min kone skulle til konference igen i dag, og min datter var ret træt, så hun sov i lang tid igen. Det var regnvejr, så der var ikke så meget at gøre, men heldigvis var der opholdsvejr det meste af tiden lidt senere, så min datter og jeg tog ud på en gåtur til CNN Center, hvor vi fik en rundvisning. Alle gæster skulle tjekkes af sikkerhedsvagter inden vi måtte komme ind, og der var kun 2 steder, hvor vi måtte tage billeder. Selve rundvisningen varede ca. 1 time, og var egentlig ok, men ikke noget der var meget meget spændende. Den eneste grund til at jeg tog derud var fordi Atlanta CityPass gav adgang til dette.
Efterfølgende gik vi direkte hen til World of Coca Cola, hvor vi fik en gratis cola, og så startede en kort og sjov introduktion af en medarbejder, hvorefter vi så skulle ind og se en 6 minutters video, som vi ikke måtte filme inde i salen.

atlanta12

Filmen handlede om forskellige mennesker i forskellige situationer, der alle gjorde klar til at overraske nogle andre eller fejre noget med dem. Vi så de forskellige situationer klippet sammen ud i ét, og til sidst blev der så vist hvad de forskellige personer egentlig bliver overrasket over og hvad der bliver fejret, og man ser de forskellige mennesker i situationer hvor de holder en cola eller drikker cola.
Derefter fortalte en stemme, at De (Coca Cola) har været sammen med folk i forskellige sammenhænge og fået lov til at fejre deres glædelige øjeblikke, og at turen nu er kommet til Coca Cola for at glæde og underholde os andre. Derefter stoppede filmen og lærredet blev trukket op og man kunne så fortsætte ind i World of Coca Cola.
Der kunne man få taget nogle billeder sammen med deres maskot, der er en stor sød isbjørn, og ellers gå ind og se de forskellige udstillinger fra Coca Colas tid. Det var også en stor aflåst boks, hvor den hemmelige formel/opskrift til Coca Cola er.

Udover det var der også et sted, hvor man kunne prøve at drikke Coca Cola produkter fra de forskellige kontinenter og lande, og jeg må nok indrømme, at det ikke var til at prøvesmage alle de forskellige varianter, der var. Nogle af varianterne smagte decideret forfærdeligt, og jeg troede på et tidspunkt, at jeg ville kaste op hvis jeg prøvesmagte mere.
Til sidst kunne man købe souvenirs med hjem og så ellers forlade World of Coca Cola. Jeg må nok sige, at det faktisk ikke var så spænende at opleve stedet.

atlanta6

Om aftenen var vi ude og spise med Dinishas kolleger og nogle andre fra konferencen på en indisk restaurant i nærheden, der hed Mahaveli Indian Restaurant. Servicen var rigtig god, og man fik meget mad og det smagte også godt. Det var en høflig sød ældre herre, der tog imod gæsterne og de spurgte hele tiden til om alt var ok og om der var noget vi manglede. Stedet kan helt klart anbefales.

Mandag:
Vi fik prøvet den offentlige trafik i Atlanta i dag. Metro og bybusser kører under navnet MARTA (Metropolitan Atlanta Rapid Transit Authority), og der lå en metrostation lige under Peachtree Mall. Men der var også kun en meget lang rulletrappe ned, og den syntes jeg ikke lige at jeg ville bruge med en klapvogn. Mens jeg stod og ledte efter en elevator for at komme derned, var der en sød dame der spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Jeg fortalte at jeg ikke kunne finde en elevator ned til metroen, og så fortalte hun, at jeg skulle op af rulletrappen og ud af Peachtree Mall og så over på den anden side af gaden, og så ville der være en elevator ved en bygning. Jeg syntes ikke at det var særlig logisk, og blev irriteret over at jeg nu skulle finde en elevator ud af Peachtree Mall Center og så krydse gaden og lede efter den elevator. Men den søde dame hjalp med at holde klapstolen med Praveena op af rulletrappen, og så fandt jeg endelig ud til en elevator ned til MARTA. Elevatoren stank forresten også forfærdelig...  
Man skulle købe et rejsekort, og man kunne vælge en løsning med x antal dage, som man kunne bruge kortet til at rejse med alt det man ville til både metro og bus. Rejsekortet skulle man købe i en automat, hvor der står at man kan betale med visakort osv., men desværre ikke visakort fra udlandet (som der faktisk ikke står noget om nogen steder). Efter utallige forsøg ved forskellige automater, valgte jeg til sidst at betale med nogle sedler, som jeg ellers havde gemt til andet brug. 

Med metroen tog min datter og jeg ud til Zoo Atlanta. Vi skulle stå af ved King Memorial station, og derfra gik jeg med Praveena i klapvogn ned langs Cherokee Avenue SE, hvor der var en park på den ene side, og huse på den anden side. Det var lidt sjovt at se de forskellige huse, der nærmest lå på en skråning, men det så ret hyggeligt ud. Tæt på Zoo lå det hus, som var Rick's hus i The Walking Dead, og der fik min datter og jeg taget nogle billeder udenfor huset. Der var også nogle andre, der stoppede op i deres bil, og tog nogle billeder af huset. Huset var sat til salg og det var spændende at se et sted, hvor optagelser til serien virkelig havde fundet sted og hvor hovedpersonen havde gået.

atlanta7

Efter det tog vi i zoologisk have og det var meget smukt og spændende at se på. Dog syntes jeg ikke at sikkerheden var så god i forhold til små børn, for hegnene ud til de store dyr hvor folk måtte stå ved, bestod af nogle pæle med nogle rækker af tov, som gik igennem dem. Jeg var ikke særlig tryg ved at have min datter til at gå rundt, for hun kunne nemt kravle igennem de tov. Vi fik set de forskellige afsnit og til sidst fik min datter lov til at lege i et springvand sammen med nogle andre børn.

atlanta13

På vej hjem fik vi også købt nogle souvenirs fra deres shop. Vejret var rigtig varmt, så tænkte at jeg ville tage MARTA bussen ud til stationen. Der var et busstoppested ved Zoo, og der satte jeg mig. Min datter var faldet i søvn og det var mega varmt at sidde der på en kantsten og vente på bussen. Ved busstoppestedet stod der kun et skilt om at det var et busstoppested, men ellers ingen oplysninger om hverken hvilken linie, der kørte og hvornår der skulle ankomme en bus. Det syntes jeg var mega åndsvagt, og efter at have ventet i over 20 min, besluttede jeg mig for at gå ind til en kiosk på den modsatte side af vejen for at købe noget koldt at drikke, og mens jeg stod derinde, kørte en bus selvfølgelig forbi. Jeg blev lidt gal på MARTA, og besluttede mig for at gå tilbage til stationen igen, selvom det ville tage en halv time i solen. Men hellere det end at vente på deres åndsvage MARTA!
Efter vi kom hjem til hotellet, tog vi ud og spiste i Peachtree Mall og bagefter tog vi metroen ud til Lenox Shopping Mall. Det var mega stort og butikkerne var også meget store nogle af dem. Det var et flot shoppingcenter, og ellers nåede vi ikke så meget resten af aftenen.
Jeg må nok sige, at jeg er meget skuffet over deres MARTA, for deres elevatorer stinker af tis, og der står endda på nogle af elevatorene, at man ikke må stå og tisse på dem, og at de har systemer der kan opdage hvis man står og tisser ved en elevator. På vej ud til Zoo så jeg faktisk en mand stå og tisse ved en elevator. Det er ret ulækkert at de kan finde på sådan noget... Ellers er hverken metro eller bus systemet særlig dækkende for hele Atlanta, og det er nærmest umuligt at finde ud af hvordan man tager det ene og det andet for at komme et sted hen med deres hjemmeside eller app. Virkelig skuffende i forhold til at det er en ret stor by - og når man tænker på at der er tale om USA....
Det eneste positive man kan nævne ved MARTA bussystemet er, at de har cykelholdere monteret foran på bussen, hvor man kan sætte sin cykel op på, når man skal transportere sin cykel rundt i byen.

atlanta8

Tirsdag:
Dagen brugte min kone og jeg på en tur til BAPS Shri Swaminarayan Mandir i Lilburn i den nordlige del af Atlanta. Vi tog MARTA ud til Doraville station, og derfra en taxa ud til templet. Det var et meget flot tempel udført efter nordindisk stil og masser af kunstværk. Vi havde shorts på, fordi det var så varmt, så en vagt gav os noget stof, som vi skulle tage rundt om inden vi måtte gå ind i templet. Det var heller ikke tilladt at tage fotos helt tæt på og inde i selve templet. Indenfor i templet havde de nogle skoreoler til skoene i en fin orden, og tempel-hallen var flot udsmykket med søjler og dekorationer på loftet i en flot symmetri.
Af guder var der Ganesha, Shiva og Parvati på den ene side - og på den anden side var der af Rama, Sita og Hanuman. Desuden havde de som hovedguder nogle swamis, som vi ikke kendte noget til og blandt andet Krishna og Radha.

atlanta9

Da vi var færdige med at se templet, gik vi ud til deres vegetar restaurant og fik noget at spise. De var meget søde på restauranten, og vi fik både indisk sweet og chips med til Praveena gratis. Maden smagte også ok.
Vi skulle have en taxa hjem igen, men det var ikke så let at bestille. Det var ikke til at se nogen taxa nogen steder, så vi gik hen til en Subway, der lå over på den anden side af vejen, og spurgte om de kunne bestille en taxa til os. De fik ringet til forskellige numre og fik til sidst fat i en taxa.
Personalet i Subway fortalte, at i området var det både svært at finde en taxa og ikke særlig god offentlig trafiksystem - og at man ikke kunne regne med busserne i Atlanta - nogle gange kom de og andre gange ikke. Mens vi stod og ventede udenfor, kom en bil pludselig forbi efter 20 min, og inden i den sad en punjab mand og spurgte om det var os der skulle have en taxa. Uden på bilen stod der godt nok ikke taxa, men vi stolede på manden og tog med. Han var meget flink og tog kun 20 dollars for turen selvom vi havde givet 25 på vej derud.
Fra metrostationen tog vi ud til Atlanta Botanic Garden og det var en rigtig flot oplevelse. Vi vidste ikke, at der udover alle de forskellige planter fra forskellige dele af verden, også var fokus på nogle kunstværker udført i glas rundt omkring i haven. Men det var en rigtig flot park, som man kunne opleve til fods på både jorden og over jorden gennem en gangbro mellem de høje træer.

atlanta10

atlanta11


Det tog nogle timer, og efter det tog vi metroen ud til Wallmart og fik handlet lidt ind, og derefter gik turen hjem. Egentlig manglede vi at besøge Fernbank Museum of Natural History, som vi havde betalt for via Atlanta CityPass, men det syntes vi ikke lige vi havde overskud og tid til. Der var også mange andre områder, som vi gerne ville have set, men 1 uge er ikke nok til at nå så meget.

Onsdag:
Onsdag morgen pakkede vi vores kufferter, og eftersom vi havde købt for meget ind, gik jeg ud for at købe en kuffert mere. Vores MARTA kort var udløbet, selvom der ikke var gået 2 x 24 timer, men endte med at finde en lille butik i Peachtree Mall, hvor de havde en fin kuffert. Efter at have pakket og tjekket ud, spiste vi frokost i Peachtree Mall og derefter tog vi taxa ud til lufthavnen kl. 13.00. Vi blev kørt af en mand fra Gambia, og han fortalte, at han var ret træt af livet i storbyen. Livet her handlede kun om at arbejde for at tjene penge, så man kunne betale sine regninger, og folk havde ikke et tæt forhold til hinanden. Han ville hellere bruge tiden på sine børn, og hans familie var blevet enige om at flytte tilbage til Gambia så snart det kunne lade sig gøre. Og han havde jo faktisk ret...

I lufthavnen blev vi tjekket, og flyveturen til Frankfurt ville kun tage 8 timer i forhold til at det havde taget længere tid den anden vej. Men denne gang skulle vi ikke flugte med Grønland og Island, men i stedet flyve direkte over Atlanten mod Irland og England. Det var dejligt at vi sparede nogle timer der. Min datter ville ikke sove så meget i flyet, så hun ville hellere underholde alle andre med at synge højt, men til sidst faldt hun i søvn.
Da vi landede i Frankfurt lufthavn torsdag, skulle vi gennemtjekkes igen, og så skulle vi med et mindre fly til Billund. Der skulle heldigvis ikke så mange med, så kabinepersonalet fortalte, at man kunne sidde på andre rækker hvis man ville have mere plads. Servicen var også rigtig god i forhold til at det stadig var Lufthansa. De søde stewardesser sørgede for legetøj til min datter og tilbød også noget af den mad, vi andre fik. Det var så en meget tør vegetar sandwich, som ikke smagte af særlig meget, men ellers var resten ok.

Men det var dejligt at være tilbage i Danmark igen og specielt smage det danske vand igen! Ude godt men hjemme bedst :-)

- S U R I Y A N